Tiramisu

Forskellige opskrifter, som jeg helst ikke vil glemme. Du er velkommen til at føje nogle gode nogle til listen.
Post Reply
mdj
Site Admin
Posts: 41
Joined: Sun Aug 08, 2004 20:29
Location: Denmark
Contact:

Tiramisu

Post by mdj » Sun Feb 19, 2012 11:19

Tiramusi er en italiensk "potens-dessert", Tiramisu betyder simpelthen "træk mig op!". Hvorvidt den har den påståede virkning skal jeg lade være usagt. Det er ikke ligefrem en slankedessert, men den smager rigtigt godt!

1.25 dl stærk kaffe (1-1.5 dl, alt efter hvor "våd", man ønsker sin Tiramisu)
1 dl Marsala dessertvin
evt. et skvæt cognac eller andet (jeg bruger 0.25 dl cognac)
250 g Mascarpone
2-3 spsk. sukker
2-3 æggeblommer (brug pasteuriserede æg eller skold æggene inden du deler dem)
3 æggehvider
12 ladyfingers (10-14 stykker, alt efter hvor "tør", man ønsker sin Tiramisu)
2-3 tsk. Kakaopulver

Lav en lille kop stærk kaffe, og lad den køle af.

Rør Mascarpone, sukker og æggeblommer sammen, indtil cremen er jævn, dvs. uden "klumper" af Mascarpone.

Læg ladyfingers side om side i et fad, gerne med en lille smule mellemrum imellem.

Bland kaffe, Marsala og cognac. Jeg bruger et litermål med tud til at hælde af.

Hæld kaffeblandingen forsigtigt over ladefingers, til de er gennemblødte, men ikke drivende! Man kan også hurtigt dyppe ladefingers direkte i kaffeblandingen, og derefter lægge dem i fadet, men pas på, at de ikke går helt i stykker, de bliver hurtigt porøse, når de blive våde. Brug cirka halvdelen af kaffeblandingen til dette.

Resten af kaffeblandingen røres i Mascarponecremen. Det gør ikke noget, at den bliver lidt tynd af det, den skal nok blive lidt stiv igen senere.

Pisk æggehviderne stive og rør dem forsigtigt i Mascarponecremen, uden at al luften går ud af dem igen.

Hæld cremen over ladyfingers i fadet, prøv ikke at lave for mange luftlommer.

Sigt kakaopulver efter smag over det hele. Jeg plejer at bruge 2-3 tsk. pulver, indtil hele overfladen er helt dækket.

Stil den koldt indtil næste dag, så bliver den en smule stiv igen, men tiramisu skal helst "splatte lidt ud" på tallerkenen. Smager pragtfuldt sammen med en god single malt!

Tiramisu kan sagtens varieres, hvis man synes. Man kan bruge mere eller mindre kaffe, vin, ladyfingers, kakao, sukker, osv., og bortset fra, at ladyfingers skal være våde af kaffe inden man hælder creme over, og at æggehviderne skal være pisket stive, inden de som det sidste blandes i cremen, så er der vist heller ikke nogle begrænsninger for, i hvilken rækkefølge, man sætter tingene sammen. Der er også nogle der bruger flødeskum i cremen, eventuelt med lidt færre æggehvider. Man kan også bruge en anden dessertvin, hvis man hellere vil det. Alt virker, så bare varier efter din egen smag. Pas dog på ikke at hælde for meget kaffe over ladyfingers, for så kan det godt finde på at løbe af dem igen, og lægge sig i bunden af fadet. Det er dog ikke nogen katastrofe, det smager stadig godt. Tiramisu kan simpelthen ikke gå helt galt.
Morten Due Jørgensen
http://www.mdjnet.dk

Post Reply